Infraktioner (usynlige revner i tænderne)

Når der opstår en infraktion (usynlig revne i tanden) revner tanden uden at knække helt. Ignorerer man en revne i tanden løber man en forhøjet risiko for brud på tanden, hvilket kan betyde at tanden mistes helt. Infraktioner i tænderne opstår oftest som følge af, at der tidligere er lavet en stor Sølvamalgamfyldning i tanden. Infraktioner kan dog også opstå i en tand helt uden fyldninger.

Er revnen i tanden dyb nok til at nå nerven, vil tygning i nogle tilfælde gøre ondt, hvilket kan ses som et signal fra kroppen om at tanden skal skånes. Får man symptomer fra tændene ved tygning på hårde kerner eller lign. er det en god ide at kontakte klinikken for at få tanden nærmere undersøgt. Ofte mærker man ingenting før tanden knækker helt, med risiko for at tanden ikke kan reddes. Mange infraktioner opdages heldigvis ved undersøgelsen hos tandplejeren før det er for sent.

I nogle tilfælde er revnen så dyb, at nerven i tanden har taget skade og tanden dermed må rodbehandles, men ofte er det heldigvis tilstrækkeligt at behandle tanden med plast eller krone.