Tandfyldninger

Den primære årsag til at få lavet en fyldning i tanden er Caries (hul i tanden). Caries opstår ved at der sidder bakteriebelægninger (plak) på tanden. Bakteriebelægningen omdanner kulhydraterne i kosten til syre, som derved opløser tandoverfladen. Ofte mærker man ikke et cariesangreb (hul) før det er meget fremskredent. Derfor er det vigtigt med god mundhygiejne samt at få undersøgt og røntgenfotograferet sine tænder regelmæssigt hos tandlægen, så behandling kan foretages i tide.

Fyldningsmaterialer

Plast er typisk vores foretrukne materiale til fyldninger. Vi anvender kun den nyeste generation af plastmaterialer og udfører vores fyldninger efter de nyeste behandlingsprincipper som sikrer maximal holdbarhed.

Det er nemt at få caries (nye huller) ved kanten af fyldninger, derfor er det vigtigt med god mundhygiejne, dvs. grundig tandbørstning 2-3 gange om dagen og daglig brug af tandtråd.

Udover plast anvender vi glasionomer, dette på børns mælketænder og som midlertidige løsninger til voksne, idet glasionomer ikke er et slidstærkt og holdbart materiale.

Udskiftning af eksisterende fyldninger i tænder

Mange mennesker har store sølvamalgamfyldninger i tænderne, disse er ofte udført helt tilbage i børnetandplejen. Fyldningerne har holdt rigtig godt og længe, men har i mange tilfælde også været årsag til, at der er opstået revner i tænderne kaldet infraktioner med eller uden symptomer fra tanden. Dette er en af hovedårsagerne til at skifte en sølvamalgamfyldning ud med en plastfyldning, og i mange tilfælde vil det være nødvendigt at lave en krone på tanden for at beskytte denne.

Fyldninger og lovgivning

Det er i Danmark ulovligt at benytte Sølvamalgam til tandfyldninger hvor det er muligt at anvende Plast.

Tandfyldninger Græsted tandklinik